Pages

24 Mar 2014

INTROVERT VS. EKSTROVERT?



introvert

Line breaks: intro|vert



NOUN

Pronunciation: /ˈɪntrəvəːt
  
/
  • 1A shy, reticent person.


extrovert

Line breaks: ex¦tro|vert
Pronunciation: /ˈɛkstrəvəːt
  
/

(also extravert)


NOUN

  • 1An outgoing, socially confident person.
På det seneste har der været meget fokus på det at være særligt sensitiv - og det synes jeg kun er positivt (opmærksomheden omkring det, that is). I mange tilfælde hænger det at være introvert sammen med en særlig sensitivitet, dog ikke altid. Men er man nødvendigvis kun det ene eller det andet? Introvert eller ekstrovert? Jeg tvivler. Når jeg kigger på de mennesker jeg er omgivet af, er der nogle, hvor det er meget tydeligt om de hælder mest til den ene eller den anden side. De overvejende ekstroverte er enormt gode i sociale sammenhænge og kan sagtens være omkring mennesker hele tiden - de har nærmest brug for det, hvorimod de introverte har mere brug for et pusterum fra tid til anden; at trække sig tilbage og lade op. Alene. 

Jeg vil umiddelbart mene, at jeg befinder mig et sted i midten. Jeg er i nogle situationer enormt introvert, hvor jeg i andre er mere ekstrovert. Ikke at det er specielt mystisk, da jeg som person er enormt kontrastfyldt; jeg er et rodehoved, men samtidig en kontrolfreak, jeg er doven, men ambitiøs og så videre, og så videre. Når jeg tager en personlighedstest af en art, vil den ikke fortælle noget som helst om mig, og om mine styrker og svagheder, til andre end mig selv og måske dem, der kender mig allerbedst. Jeg var engang til en jobsamtale, hvor jeg blev bedt om at lave en DISC profil. Min indtegnede profil endte med at være et kvadrat med lige dele af hver af de fire facetter. For hende, der interviewede mig (som senere blev min chef) sagde profilen intet om mig, men for mig sagde den det hele. Og da jeg forklarede hende dette, kunne jeg godt mærke at jobbet var mit, selvom jeg var kommet et kvarter for sent til samtalen. Min personlighed er modstridende og i nogle situationer er det enormt frustrerende, men jeg har igennem årene prøvet at vende det til noget positivt i stedet. En alsidighed, kunne man sige. 

For at komme tilbage til emnet, så vil jeg mene, at det har sine udfordringer at være introvert. Jeg vil egentlig ikke kalde mig selv 100 % introvert - for det er jeg ikke! Men når mine introverte sider viser sig, kan det hurtigt blive en udfordring. Jeg tænker enormt meget. Og her tænker du nok; ja ja, Julie, det gør vi jo allesammen, men jeg overtænker virkelig. Mine kognitive mønstre kommer let ud af kontrol og kan, i situationer, hvor jeg føler mig socialt presset, få mig til at gå i baglås og blive helt apatisk. Jeg er ikke så god i situationer, hvor der forventes noget, som gruppedannelser på uni, "summe"-øvelser og hvis jeg spontant bliver bedt om at pitche en idé. Her er det ikke andres forventninger, men mine egne, der fylder mit hoved. Og så trækker jeg mig lidt tilbage og bliver stille og indadvendt. Derudover har jeg også enormt meget brug for at være alene og lade op. Jeg elsker at være social, gå i byen og være omkring mennesker, men jeg har brug for at være alene med alle de tanker, der hober sig op i løbet af dagen, ellers kan jeg ikke få dem omsat. Her har lejrskoler, studieture osv. været lidt udfordrende for mig, for det forventes at man skal være social hele tiden og det er jeg altså ikke i stand til. Så bliver jeg nødt til at gå en tur eller sætte mig med en kop kaffe alene et sted, i fred og ro, med mine tanker. Mit behov for alenetid var også en af grundende til, at jeg i sidste øjeblik trak i bremsen og undlod at tage på efterskole i sin tid. 

Hvis vi tager et kig på definitionen af hhv. introvert og ekstrovert, så er det ganske tydeligt, at introvert har negative konnotationer, hvor ekstrovert er mere positivt ladet. Og hvorfor nu egentlig det? At være introvert er ikke det samme som at være genert. Og jeg vil heller ikke mene, at alle ekstroverte personer er socialt selvsikre. Faktisk har jeg ofte oplevet, at dem, der råber højest, er festens midtpunkt og virker enormt selvsikre, til tider er dem der er mest usikre bag facaden. 

Hvorfor skriver jeg så det her? Fordi, at en veninde på et tidspunkt sagde til mig, at hun havde læst en artikel om en kvinde, der havde skrevet en bog om det at være introvert, den hed noget med "Introvert - der er også plads til dig", og det provokerede hende. Det er snart et år siden, at hun nævnte det for mig, men af en eller anden grund har det hængt ved og er blevet noget jeg har skænket rigtig mange tanker. For er der egentlig det? Altså plads? Jeg kan sagtens forstå, hvorfor hun blev provokeret af det udsagn, som introvert. For der er altså ikke meget plads til den slags. Du skal helst være hypersocial, have overskud og være lidt aggressiv i din tilgang til livet og hvad dette kunne indeholde mht. studie, karriere, kærlighed osv. Og hvis ikke du er den slags "go-getter" eller "fighter" eller "hvad-fanden-de-nu-ellers-bliver-kaldt", så er det fordi du ikke prøver nok, eller ikke vil det nok. Og det er en omgang bs. Den føromtalte veninde er en af de stærkeste, klogeste og mest reflekterende personer jeg nogensinde har mødt, så igen; jeg kan sagtens se hvorfor hun bliver provokeret af udsagnet. At være introvert behøver ikke at være en svaghed, men i et samfund, hvor nogle af nøgleordene er konkurrenceevne, selviscenesættelse og branding, kan det være svært, når man er den mere reflekterende type, der ikke gør sig i store armbevægelser og højtråbende adfærd. Og hvordan bærer man sig så lige ad med det?

2 comments:

  1. Helt fantastisk indlæg. Det satte mange tanker i gang hos mig. Jeg er mest introvert, men har også ekstroverte træk.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Tusind gange tak, C! Jeg er glad for, at du kan lide det, og at det sætter nogle tanker i gang; det har det i hvert fald også gjort hos mig. Jeg tror også de fleste befinder sig i en gråzone mellem det introverte og det ekstroverte, selvom nogle nok har væsentligt mere af det ene end af det andet i deres personlighed.

      Delete

Every comment is highly appreciated - it makes this whole thing even more fun!