Pages

30 Aug 2014

SOCIAL MEDIA TYPES

Med al den tid vi bruger på diverse sociale platforme, møder man mange forskellige typer af brugere. Du kender dem helt sikkert, eller også er du selv én eller flere af dem? Jeg er i hvert fald selv skyldig i et par af dem... 

1. Moralens vogter



Radikal-feminister, dyrevelfærdsforkæmpere, veganer-ekstremister; de har alle et budskab og de skal nok sørge for, at du får det at høre. Ofte. Som i hele tiden! Videoer af afpillede græske hunde, ti grunde til, at Oddset-reklamerne er grobund for kvindehad og hvorfor du ryger i helvede for at spise kød - oh yes, de skal nok fortælle dig, hvor dårligt et menneske du egentlig er. Moralens vogter to the rescue! Forekommer oftest på Facebook.

2. Ekshibitionisten 



Hvis du skulle have glemt, hvordan hun (eller han) ser ud, så kommer der lige en lille reminder; det er jo også hele tre timer siden hun sidst delte et selfie! Ekshibitionisten, eller selfie-entusiasten (seriøst, det andet er sgu for svært at stave til!), har brugt tid, energi og uanede mængder hukommelsesplads på at blive trænet i kunsten at tage det perfekte selfie. Intet er overladt til tilfældigheder her - vinkler, lys, sovekammerøjne og trutmund. Forekommer oftest på Instagram. 

3. Fitness-krigeren 



Du er ikke i tvivl om hvornår fitness-krigeren har været nede i det lokale center for at straffe jern, for som en lille servicemeddelelse, tagger denne type sig altid lige ind, i mellem sine squats; du skulle jo nødigt gå glip af den uvurderlige viden det er, at de netop nu er til Bikefit4real, vel? Forekommer både på Facebook og Instagram, gerne ledsaget af et spejl-selfie foran alt det jern, der skal straffes eller med en proteindrik i hånden. 

4. Debbie Downer



Livet er SÅ uretfærdigt, og i stedet for at lide i stilhed, er Debbie Downer-typen forfalden til at udbasunere sin elendighed til hele (den virtuelle) verden. Banken, kommunen, staten, forældrene, lærerne, hele verden! Det er altid alle andres skyld og hvis du ikke kan forstå det, så er du også imod dem! Forekommer oftest på Facebook.

5. Glansbilledet



Spiser lige lidt tangsalat og noget fro-yo i min sofa fra HAY, omgivet af Kählervaser og Chaneltasker. Du ved, at hende her aldrig ville blive fanget i et øjeblik med joggingbukser og uglet hår, i gang med at køre en dobbelt Whopper ind. Nope, her er der styr på sagerne. Der bliver drukket kaffe de rigtige steder, drukket drinks med ligesindede overskudsmennesker og spist frokost på det seneste in-sted, på trods af, at en rugbrød med avocado koster 85 kr. Glansbilledet forekommer oftest på Instagram og diverse "modeblogs". 

6. Hofnarren 



Altid klar med en vittig bemærkning, tit udtrykt i meme-form. Er aldrig bleg for en god Rickroll eller et godt gammeldaws "din mor"-comeback. Det er sjældent, der kommer noget vigtigt eller seriøst fra hofnarrens feed, men katte, der spiller keyboard har vel også en plads i verden? Forekommer mest på Facebook, men optræder også på Instagram.

7. Den opmærksomhedskrævende



Kommer i flere former, hvoraf den ene har hang til suspense. Laver gerne opdateringer såsom "Uuhhhh, SÅ spændt!", "Hvorfor sker det altid for mig?" eller bare ":(". Her er det så meningen, at man skal spørge ind til grunden for dette kryptiske opslag, hvor svaret oftest vil være i stil med "Ikke noget jeg vil skrive her, skatte. Skriver lige privat". Denne type huserer oftest på Facebook. Dertil kommer så typen, der sender lige knap tusind snaps på Snapchat om dagen; til hele sin venneliste! Morgenmad, andres børn, egne børn, selfies, andres dyr, egne dyr, frokost, træningsbilleder, and so on... 

8. Sportsidioten 



Links til tranfers, kampresultater, slagsange og voldsomme udbrud, når der er kamp, er kutyme for sportsidioten. Du er ikke i tvivl om, hvem de holder med og du er (selvom du aldrig har interesseret dig for fodbold et sekund i dit liv) aldrig i tvivl om hvem, der spiller mod hinanden i Pokalturneringen, hvis du har denne type på din venneliste. "JAAAAA, MÅÅÅÅL!" Forekommer oftest på Facebook. Sikkert også Twitter, hvis der skulle være nogle, der bruger det. (Er det egentlig det?) 

9. Den selvretfærdige 



Typen, der har rigtig travlt med at pointere, hvor irriterende alle andre er på Facebook, Instagram, Twitter, Snapchat og hvad der nu ellers findes af sociale medier. Ahem, move along, nothing to see here... 

28 Aug 2014

HADELISTE - PET PEEVES




Der er bare nogle ting, der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen og vende det hvide ud ad øjnene på een. For nogle er det fingernegle mod en tavle, for andre er det folk, der spiser med åben mund. For mig er det de her ti ting:

1. Folk, der skriver "intra" på annoncer, i stedet for at skrive interesseret. What the actual fuck?! "Intra" var noget man sagde i 2. klasse, når man byttede klistermærker eller Pokémon-kort. 

2. Simon Talbot. Ja, det er ikke for at være tarvelig, men den forvoksede præpubertære joke på en stand up-komiker mand får virkelig mit pis i kog. Du er plat, forudsigelig, for meget og, slet og ret, ikke sjov. Stop. Nu. 

3. Mangel på kreativitet og originalitet. Måske det ikke er en pet peeve som sådan, men se det som min måde at anerkende, at dette er er den anden hadeliste i træk her på bloggen. Ahem, carry on...

4. Cappuccino på sojamælk. Lortet skiller og i stedet for et fint hjerte eller en snirklet rosetta, former der sig i stedet noget, der mest af alt ligner en vandmand, der har været i nærkamp med en 5-årig seriemorder in spe. Det fucker totalt mit latte art game op, altså! Pretentious? Moi? #baristaproblems

5. Folk, der smider afgnavet tyggegummi/afpillede øl-etiketter/plasticindpakning fra cigaretpakker i askebægeret. Det har intet - og her mener jeg altså intet(!) - at gøre dér! Sådan et lille lejrbål af gummi, plastic og cigaretskodder over en kold fra kassen, er altså ikke vildt hyggeligt. Smid det dog i skraldespanden. 

6. Lyden af folk, der spiser, særligt når jeg ikke selv spiser. Det er virkelig ikke den bedste side af min personlighed, men jeg kan slet ikke klare det. Faktisk er det så slemt, at jeg nogle gange bliver nødt til at forlade lokalet, når folk spiser. 

7. Camping-mode. I kan kalde det sliders, buckethats og bum bags, så tosset I vil, det ændrer dog ikke på, at det i sidste ende stadig er badesandaler, bøllehatte og bæltetasker. God tur til Lalandia, "fashionistas". 

8. Nomineringer på de sociale medier. Bund en øl, hop i vandet, hæld isvand over dig selv og kald det velgørenhed, sæt ild til dig selv; same shit, different toilet! 

9. Twerking. Engang hed det bare bootyshaking, nu hedder det twerking, så snart en kendt type løfter den ene balle for at slippe en vind. Så slap dog aaaaf! 

10. Fuldvoksne mænd på penny boards. Det ser simpelthen så fjollet ud. Jeg mener; kan de ikke selv se det? Deres store str. 46-plader kan knap nok være på boardet. Køb et rigtigt skateboard næste gang, ikk'? 


7 Jul 2014

HADELISTE - DE SMÅ TING EDITION

Hverdagens irritationsmomenter. Enjoy (eller måske lige det modsatte?)...




1. Matadormix. Hvad er pointen i denne klassiske slikblanding, når halvdelen af posens indhold består af Labre Larver? Er der overhovedet nogle mennesker, der gider æde det skidt? Jeg tror aldrig jeg har hørt ordene "Labre Larver? Ej, hvor lækkert; det er mit yndlingsslik!" Knap så labert.

2. Folk, der ikke kan kende forskel på noget og nået. Det samme gælder sgu og sku', for og får, hva' og var, and the list goes on and on... 

3. Den danske sommers luftfugtighed. Det er som om, at det sekund kalenderen siger sommerferie, så står den på overskyet himmel, nogle og tyve grader og ren regnskovstilstand. Det er lummert, men ikke på den frække måde. 

4. Folk, der skriver "first like" på Instragram og Facebook. Hvorfor gør I det? Hvad får I ud af det? Magen til tabermentalitet skal man lede længe efter. 

5. El-regninger. Begrundelse behøves vel egentlig ikke. 

6. Den gennemsnitlige levetid for et smartphone-batteri. Det er ikke særlig dope at skulle have sin oplader med alle vegne, in case, at telefonen løber tør for strøm. Hvilket den gør. På 2 sekunder. Man savner næsten sin Nokia 3310.

7. Radioreklamer. Én ting er almindelige reklamer; de er lige til at holde ud, da der engang var et geni, der opfandt muteknappen, men radioreklamer, I can't even... 

8. Invitationer til spil på Facebook. Nej, jeg vil ikke spille Farmville. Jeg vil heller ikke hjælpe dig videre i Candy Crush og jeg vil da slet ikke spille SongPop. Blokér, blokér, blokér! 

9. Silverlight Plugin. Verdens mest ustabile opfindelse. Skidtet virker stort set aldrig. I need my Netflix, dammit! 

10. Hemmeligt nummer. Enten er du telefonsælger eller også må du tilkendegive dig selv. Jeg tager den i hvert fald ikke. 




4 Jul 2014

ROSKILDE PROS & CONS

Billede: P6 Beat Instagram


Igen i år, er jeg ikke at finde på Roskilde Dyrskueplads, halvvissen med en lunken og flad fadøl i hånden, dreadlock-tilstand i håret og tisstøv i lungerne. Og igen i år, er grunden, at jeg ikke har haft råd. Billetten er én ting, men det koster altså nogle lapper at tilbringe små ti dage i en tilstand af kaos, promiller, musik og lovløshed. Jeg vil æde min gamle hat på, at der har siddet nogle småsure banktyper i min tildelte filial og revet dem selv i deres fornuftige hestehaler, over de røde tal mine sidste Roskildeeventyr har udmundet i. Så i år har jeg altså valgt at tjene penge, i stedet for at bruge penge. Denne liste kommer derfor ikke til at handle om fordele og ulemper ved selve festivalen, men fordele og ulemper ved at være blevet hjemme. 

PROS:


  • En rigtig seng sparker altså røv på et sølle liggeunderlag any day! 
  • Den gyldne mellemvej mellem dåsemad tilberedt på trangia og/eller makrel i tomat ad libitum og burgere til en pris, der kunne købe en hel ko; adgang til et køleskab.
  • Træk og slip. Nuff said. 
  • Rindende vand. Som i bruser. Som i bad. Som i ren. 
  • Ro.

CONS:

  • Jeg ser Netflix, mens andre ser Stones, Stevie Wonder, Electric Wizard, Trentemøller og OutKast.
  • Det er ikke socialt acceptabelt at drikke morgen-tequila, holde formiddags-rave eller klæde sig ud som pirat i den virkelige verden, udenfor dyrskuepladsen. 
  • Min sociale omgangskreds er blevet betydeligt indskrænket. Bliv nu færdige med det pjat og kom hjem! Det er weekend og byen er tørlagt for venner og bekendte. 
  • Instagram og Facebook er ved at flyde over, som kummen på et festivaltoilet, med billeder og opdateringer om alle de fede koncerter og vilde oplevelser folk har. 
  • Jeg er pisse misundelig.

5 May 2014

INGEN MÅ SØGE SIT EGET

... SPREDTE SKAL VI STYRTE, MEN SAMLEDE SKAL VI STIGE

Dette indlæg kommer til at handle om min kærlighed til fodbold - min kærlighed til AGF, så hvis du er bedøvende ligeglad med den slags, ja så er du advaret! 

Der er mange, der ikke forstår det. Ikke forstår, hvorfor jeg, og så mange andre, kan blive så påvirket af udfaldet af 22 svedende mænd, der løber rundt og sparker til en bold i 90 minutter. Det skal jeg fortælle dig! Fodbold er passion, sammenhold, nerve og det er liv eller død! Sådan føles det i hvert fald. Fodbold er et frirum, hvor alt andet lægges til side. Det eneste, der betyder noget i de 90 minutter er spillet, kampen, klubben. Om du er på stadion eller sidder derhjemme foran skærmen, så er der ikke andet, der findes i de 90 minutter. Opvasken kan vente, den dårlige karakter føles ligegyldig, morgendagens pligter er ikke-eksisterende. Det er passion på højeste niveau og du må råbe og skrige og kramme og juble lige så tosset du vil, for det er fodbolden, der er det eneste i de 90 minutter. Alt andet ophører med at eksistere imens. 

Jeg skal ærligt indrømme, at det ikke er nemt at være GF'er for tiden. Vi har haft nogle hårde år med manglende kontinuitet, en deroute eller to i 1. division og en masse lappeløsninger, hvad angår trænere og spillere. Men det er ikke dét, der har betydning for kærligheden til klubben. Kærligheden til klubben er grænseløs, den er så rodfæstet, at det aldrig handler om hvordan de klarer sig i ligaen, men hvordan vi klarer os. 

Jeg har set så meget support fra de århusianske (ja, med Å, dammit!!) fans de sidste par uger, at jeg ikke kan undgå at blive overordentligt stolt af min klub, af vores klub. AGF har nogle af Danmarks mest loyale fans, og som det også er blevet nævnt af fankoordinator Roliggaard; det er nemt at bakke op i medgang, men det er i modgang, at ens klubhjerte skinner igennem. At være fan er som et ægteskab; det er i medgang og i modgang, i tykt og tyndt, in sickness and in health - you get the picture... Det er en forpligtelse (ikke at forveksle med en sur pligt) og et løfte om at støtte sin klub og vise sin kærlighed og sin loyalitet. 

Der er ikke noget dybere budskab med dette indlæg, andet end trangen til at udtrykke min kærlighed til byens hold, til AGF. Som eksil-århusianer er mit klubhjerte kun vokset, siden min exit fra Århus (ja, stadig med Å!) og jeg er blå-hvid til jeg dør, lige meget hvor i verden jeg befinder mig! 

STOLTE SOM FÅ!